Dyrefotografering i zoologiske haver
Denne artiklen omhandler fordele og udfordringer ved at fotografere dyr i zoologiske haver og dyreparker. Forfatteren understreger vigtigheden af at fange dyrenes naturlige adfærd og karakter samt behovet for tålmodighed og tekniske færdigheder. Artiklen giver også tips til opbygning af en portefølje af eksotiske dyrefotos.
Den bedste måde at fotografere eksotiske dyr – uden voldsomme rejseudgifter til fjerne eksotiske lande – er at besøge en zoologisk have. Men bare fordi dyrene er i fangenskab betyder det ikke at der er garanti for perfekte dyrefoto. Man er nødt til at have fokus på at indfange dyrets natur og vilde karakter.
Selv berejste professionelle fotografer arbejder i zoologiske haver, hvor det er muligt at tage billeder af sky eller truede dyr. Det er ikke så nemt som det lyder – man har stadig brug for teknisk kunnen og især tålmodighed, til at vende et almindelig skud til et fremragende – men at få selve dyret at se, er i det mindste nogenlunde sikkert.
Visse zoologiske haver er bedre end andre. De værste stuver dyrene sammen i små bure og de bør for enhver pris undgås – de fortjener ikke støtte af humane grunde og deres ulykkelige beboere udgør for det meste også en dårlig figur. De bedste zoologiske haver har store naturligt indrettede indhegninger, som er bedre for dyrene og meget mere inspirerende for fotografer.
Mange af de mere progressive zoologiske haver har høje gangbroer eller voldgrave i stedet for hegn. Dette giver ofte gode muligheder for fotografer.
Det største problem ved at fotografere i zoologiske haver er som regel omgivelserne. Hegn, murstensvægge, pænt nyslået græs og forfærdelige baggrunde er alt sammen elementer der kan ødelægge et godt motiv. At indfange en følelse af oprindelig natur midt i al dette rod, er det der adskiller den professionelle fra amatøren.
Ingen respektable fotografer bør forsøge at præsentere et foto af dyr i bur som vilde og frie (ordentlige professionelle fotografer mærke dem “Taget i fangenskab”) men en sympatisk og naturlig baggrund er altafgørende. Det skal se naturligt ud, selvom det ikke er det.
Der kan være mange negative aspekter ved zoologiske haver, men zoologiske haver i store dele af verden får mere og mere fokus på dyrenes velfærd og er blevet bedre med årene.
Når jeg er i Midtsverige besøger jeg altid Järvzoo – her er omgivelserne naturlige, indhegningerne meget store og publikum går på høje gangbroer der strækker sig flere kilometer gennem den svenske natur. Her findes flere nordiske dyrearter som ellers kan være svære at få på skudhold i det fri – eksempelvis bjørn, ulv, jærv, los, fjeldræv med flere.
Ofte er skud af dyr, der ser velnærede ud, med en skinnende pels og klare øjne, taget i fangenskab. Dette er helt OK hvis det fremstår naturligt og der gøres opmærksom på det i teksten. Det er OK at fotografere dyr i zoologiske haver, men husk at mærke dem som sådan. “Taget i fangeskab”
Der findes desuden en række dyreparker der bestemt også rummer spændende muligheder for fotografen. En lille oversigt kan ses her: https://da.wikipedia.org/wiki/Zoologisk_have
Dyreparker og zoologiske haver er gode steder at forfine sine fotografiske evner. I en zoologisk have, har man god tid til at eksperimentere og afprøve nye ideer. Man kan også få et dybere indblik i dyrets adfærd og forskellige udtryk. Det er gode udgangspunkter for en kommende dyrefotograf.
Her vil jeg give dig nogle tips til at samle en fin portefølje af eksotiske dyrearter på.
Giv dig god tid!
Brug gerne to eller tre dage på at få det helt rigtige dyreportræt. Første dag anvendes til at gå rundt og kigge på indhegninger og baggrunde. Tag ingen billeder – kig bare!
Overvej forskellige scenarier og vinkler der vil kunne give de ønskede naturlige foto af dyrene. Udvælg derefter én eller to dyrearter at arbejde med og brug så de næste to dage på at få det helt rigtige skud i kassen.
Med omhyggelig observationer, er det muligt at fange interessante adfærd og udtryk hos et dyr i fangeskab. Det er denne “Jizz”, der løfter et godt billede op over et almindeligt dyrefoto.
(ordet; “Jizz” kan bedst beskrives som; en kombination af dyrets form og opførsel der er typisk for netop den pågældende art)
Skridt-for-skridt guide…
Indhent information på stedets hjemmeside
- Regler omkring fotografering, brug af stativ mm..
- Åbningstider. P-plads/offentlig transport.
- Pris – overvej eventuelt om et årskort kan betale sig.
- Dyrearter.
- Fodringstider.
- Eventuelt ekstra arrangementer på dagen
Pak og tjek grejet
Kamera
Objektiv
– Medbring en kraftig zoom tele, eller objektivet med den største brændvidde du har.
– Er du den lykkelige ejer af et macroobjektiv så medbring også dette.
Brug den store brændvidde til billeder hvor du ønsker at dit motiv skal fylde billedrammen ud, samt hvor dyrene befinder langt væk. Hvis du kan komme tæt nok på hegn og net, kan disse fremstå næsten usynlige på det færdige billede. Brug en lille blænde (stor åbning) for at opnå denne effekt.
Med macroobjektivet kan du gå helt tæt på bure og akvarier med glas, for at undgå reflektionen fra omgivelserne.
Stativ
De fleste zoologiske haver og dyreparker har ikke restriktioner ved de udendørs udstillinger, men kan fastsætte andre regler for de indendørs.
Undersøg dette på deres hjemmeside, før du tager hjemmefra.
En monopod (ét-bens-stativ) er et godt alternativ. Det vil hjælpe med at stabilisere kameraet og forhindre dig i at blive træt i armene. Der vil ofte forekomme en del ventetid, da du skal være klar og helt parat til skud når dyret foretager sig noget interessant.
Hvis dine arme bliver trætte og du har taget kameraet ned (uundgåeligt uden brug af støtte) så vil dette øjeblik selvfølgelig være der hvor dyret gør noget interessant og der hurtigt skal skydes en serie skud. Under tiden det vil tage at få hævet kameraet op til øjet igen, genskabe kompositionen og finjustere indstillingerne, så kan årets pletskud være forpasset.
I dyreparker hvor man kan køre rundt i området i bil, er det en god ide at medbringe et stykke fast skumgummi der kan lægges på kanten af et nedrullet vindue. Dette vil være et perfekt underlag og støtte for objektivet. Skær en rille i klodsen, så den kan klemmes fast på glasset – alternativt køb et stykke rørisolering af skum i det lokale byggemarked. De er fint runde og skåret op så de kan klemmes ned over glaskanten.
Kameraindstilling
Skyd i RAW så har du flere muligheder for efterjustering.
Dine foto vil eksempelvis tage farvestik fra skud taget gennem glas, men hvidbalancen kan efterfølgende korrigeres i din RAW editor.
Skru så højt op for din ISO, at du kan opnå en passende høj lukkertid for at fastfryse bevægelse i dit motiv. Hvis dyret er helt stille, og du anvender stativ, kan du bruge en lavere ISO at få en bedre billedkvalitet. Som anført ovenfor, hvis du har brug for at defokusere forgrunden, så placer objektivet helt op til net eller tråd og skru blænden så højt op som muligt. I andre situationer, hvor du ønsker en større dybdeskarphed, justeres blænden, så den tilsvarende lukkertid stadig er hurtig nok til at fastfryse bevægelsen af dyret.
Tommelfingerregel for skarped
Ankom tidligt!
Tidligt på dagen er der færre gæster og dermed mere plads. Dyrene er for det meste også mere aktive ved åbningstiden end senere på dagen. Visse steder lukker man fotografer ind lidt tidligere end den normale åbningstid mod lidt ekstra betaling.
Snak med dyrepasserne.
Spørg om timing – de fleste dyr har tidspunkter på dagen, hvor de er mest aktive (normalt tidligt om morgenen eller sent på eftermiddagen) – de fleste har en daglig rutine. Find ud af, hvornår de er tilbøjelige til at komme ud i den mest fotogene del af indhegningen.
Undgå stærk varme midt på dagen, da dyrene så er dovne og ofte gemmer sig i skyggen.
Overvej at anvende et polariseringsfilter i stærkt solskin. Det fjerner genskin fra hud og pels og giver klare farver.
Overskyet vejr er godt foto-vejr, da det giver et lækkert blødt lys at arbejde med.
Check fodringstidspunkter. Dyrene vil være særligt aktive i mindst en halv time forinden. Dyrepasserne kan måske være villig til at bruge maden til at lokke dem ud i den bedste position for dig. Glem ikke at vende tilbage med nogle af dine bedste prints som tak til dyrepasserene der har ydet dig bistand eller givet gode råd.
Husk endelig at akklimatisere dit udstyr hvis du skal ind i et varmt tropisk aflukke for at fotografere eksempelvis sommerfugle og slanger. Dit udstyr vil ellers dugge og gøre det umuligt at få skarpe billeder. Det tager typisk en halv times tid at opvarme sit udstyr, men man kan eventuelt snyde lidt med varmluftsblæseren ude på toilettet. Husk også at udstyret skal akklimatiseres igen, når du forlader de varme områder.
Fotografering gennem net
Hold dit objektiv helt op til nettet og anvend en lille dybdeskarphed (f/4 eller f/5.6) for at gøre det næsten usynligt. Vælg en skyggefuld sektion, hvor selve tråden vil være mindre belyst (lyse, solbeskinnede områder af nettet skaber et fuzzy, uinteressant lys – som om der er blevet skudt med blitz).
Brug en lang brændvidde for at minimere konsekvenserne af nettet du skyder igennem og for at isolere motivet fra baggrunden. Et velegnet objektiv kan være 100-300mm.
Vær opmærksom på baggrunden – hvis der er for meget unaturligt rod umiddelbart bag motivet, prøve så at gå ned lavt og skyd op mod træer eller himlen.
Fotografering gennem glas
Glas reflekterer lys!
– Glasset reflekterer lys, mennesker og andet rod bag dig. Det er ikke sikkert du umiddelbart lægger mærke til det når du tjekker dine skud på den lille LCD-skærm på kameraet. Hjemme ved den store skærm ses derimod alt!
– Glassene i zoo er ofte ridset og fedtet af små børnefingre med resterne fra pølseboden og alt muligt andet godt. Medbring eventuelt et tørklæde og rengør glasset hvor du vil skyde.
– Hold objektivet så vinkelret og tæt på glasset som muligt, for at undgå reflektion fra lys og baggrund. Skærm med hænderne eller en hat for at udelukke reflektionerne.
– Undgå så vidt muligt blitz, da du sjældent kan kontrollere hvor og hvordan lyset reflekteres ind i objektivet. Kan det ikke undgåes, så eksperimenter med vinklen på din blitz for at undgå at lysstrålen reflekterer ind i objektivet, eller direkte ind i blitzens sensor (dette vil forårsage under-eksponering) Prøv eksempelvis at holde blitzen højt og ud til den ene side.
– Hvis du bruger blitz, bør du sørge for at blitzen også bliver presset helt op til glasset for at forhindre det udsendte lys i at reflekterer tilbage fra glasset.
– Hvis baggrunden er for rodet og distraherende, så prøv at zoome ind for et stramt udfyldende portræt.
– Gå ned i øjenhøjde med dyret og skyd vinkelret gennem glasset.
– Sørg altid for at dyrets øjne er helt i fokus og ikke ligger helt eller delvist i skygge. Vent på det rette øjeblik –øjenkontakt med dyret, skaber gode foto.
– Husk at skyde i RAW, da billedet vil tage farvestik fra glasset. Hvidbalancen kan efterfølgende korrigeres i din RAW editor. Skyder du i JPEG har du ikke samme mulighed for efterfølgende justeringer.
Data
Noter – eller bedre endnu; tag et billede af Infotavlen ved siden udstillingen du har fotograferet ved. Så hjembringer du en masse fakta om dyret, som du kan bruge fremover.
Vær kreativ
Brug tid at observere – se efter hvad dyret gør, lær dig dens rutiner og kropssprog for at kunne identificere potentielle skud, inden du trykker på udløseren.
Prøv at indfange specielle tegn eller et karakteristisk træk ved dyret – den lange tunge hos en giraf eller de ekstraordinære whiskers på en sæl, for eksempel.
Vær klar til det uventede – en lille ændring i kropsholdning eller ansigtsudtryk kan gøre hele forskellen mellem et almindelig skud og et fremragende.
Som med al dyrefotografering, er tålmodighed afgørende.
Vær klar og vent på det helt rigtige tidspunkt.
Mit eget tip: Klæd dig i samme farver som dyrepasserne!
Dyrene er som ofte fortrolige med dyrepassernes færden i og udenfor burene og lader dem ofte komme tættere på. Hvis du iklæder dig tøj der matcher dyrepassernes uniform har du måske givet dig selv et ekstra fortrin fra starten af.